Interviews

Anmelderklubben i Espergærde har stillet mig 10 spørgsmål. Her kan du læse spørgsmål og svar:

 

Kan du se dig selv i nogle af personerne?

 

Ikke direkte. Der er ikke nogen af personerne i bøgerne, der er fremstillet som en model af mig selv. Men der findes en lille del af mig selv i alle personerne. Det er nødvendigt for mig at krybe ind dem alle sammen og prøve at forstå, hvad der får personerne til at sige og gøre, som de gør. Det er lettest at føle med og forstå de personer, der er tiltalende, heltemodige og snarrådige, for sådan ser de fleste af os jo gerne os selv. Men jeg skal også både føle og forstå de personer, som ikke opfører sig tiltalende i historien, fx når jeg beskriver den ikke særligt venlige Rigmor eller Scarpia, Den Sorte Ravn, som kaster sin frygtelige forbandelse over Elycia. Jeg finder kun frem til det ved at finde det i mig selv og forstørre det.

 

Hvilken bog er dine yndlingsbog?

 

Der er skrevet så mange dejlige bøger, at jeg ikke kan nævne én bestemt. Det afhænger også lidt af humøret, hvilken bog man lige har lyst til at læse, synes jeg. Men jeg kan bedst lide bøger med mysterier, drama og eventyr.

 

Hvis I tænker på mine bøger i trilogien, holder jeg lige meget af dem alle tre. I hver af dem er der mysterier, der skal opklares og missioner, der skal udføres. Jeg har arbejdet med dem så længe, at jeg næsten kan dem udenad, og jeg har mange gange gennemlevet scenerne i dem, som om det er film, jeg har set i min egen indre biograf. De er på en måde blevet som mine børn alle tre, og jeg kan ikke vælge imellem dem.

 

Hvor får du inspirationen fra til dine bøger?

 

Jeg finder inspiration alle vegne. Når jeg går tur med vores hund og ser et hult træ, tænker jeg straks på, om der mon bor en nissefamilie derinde, og jeg kan ikke lade være med at kigge ind. I min hukommelse har jeg lagret masser af eventyr, jeg læst eller selv gået og digtet på, og dem kommer jeg let til at tænke på, når jeg går for mig selv og suger til mig af indtryk i naturen. Nu, hvor jeg er i gang med en ny bog, suger jeg til mig som en svamp. Det kan være en overskrift i avisen, et brudstykke af en samtale, en film jeg ser, eller en historie, jeg hører. Først og fremmest laver jeg en ”ønskeseddel” til mig selv om nogle personer og et univers, jeg rigtig godt kunne tænke mig selv at se og opleve. Jeg behøver ikke så mange rekvisitter, før jeg sætter mig foran min lille Mac og begynder at skrive. For mig er det lidt ligesom at begynde et strategispil på computeren. Først befinder jeg mig på en lille farvet plet med en masse sort omkring, men så snart jeg tager et skridt ud i mørket, begynder verden af sig selv at vokse op omkring mig. Landskaberne skyder op, både de venlige og de barske, der kommer pludselig huse, veje, søer og skove. Og snart efter kommer personerne mig i møde for at befolke den nye verden. De venter bare på, at jeg skal sætte spillet i gang og fortælle deres historie.

 

Hvad er din yndlingsgenre?

 

Jeg kan bedst lide at skrive fantasy. Men der skal også samtidig være mysterier, som skal opklares. Jeg synes, det er spændende at skabe fremmede verdener, jeg aldrig før har set, og som jeg lærer at kende, imens jeg rejser længere og længere ind i fantasien. Samtidig dukker der nye folk, dyr, planter og væsner op og befolker universet. Det holder jeg virkelig meget af.

 

Vidste du på forhånd hvordan personerne i Den sorte ravns forbandelse skulle være?

 

Ja, det gjorde jeg. Inden jeg begyndte at skrive i dybden, havde jeg lavet en oversigt over de vigtigste personer og de vigtigste scener, der skulle være med. Men de kom ikke susende til mig på én gang. Elycia var den allerførste person, der optrådte i mine tanker. Hun er den vigtigste, for det er ud fra hende, at resten af historien er blevet til. Hendes udseende og temperament har ligget temmelig fast lige fra begyndelsen, og derefter er Svaneborg og personerne opstået omkring hende i takt med, at jeg har skitseret hendes historie.

 

Er der nogle personer, som du ser op til?

 

Der er flere af personerne, som har fået egenskaber, jeg selv sætter højt. Det gælder fx Illiander, grev Ulrich og Gammelhorn. Druiden Gentiana ser jeg op til, selvom jeg også er lidt bange for hende. Hun kan jo læse, hvad man tænker, hun er uberegnelig, og hun er frygtelig farlig at blive uvenner med, fordi hun kan alliere sig med lyn og torden, planter og dyr. Men Elycia er nok den, jeg ser mest op til. Og det er ikke så mærkeligt, for jeg har jo givet hende nogle evner, jeg selv kunne tænke mig at have … ud over hendes athorakræfter. Fx rider hun meget bedre end jeg, og hun er også en god bueskytte, hvad jeg virkelig ville ønske, at jeg også var. Hun er modig og ustyrligt nysgerrig, og hun tør sige sin mening og handle efter sit hjerte, koste hvad det vil.

 

Hvor lang tid tager det dig at skrive en bog?

 

Det er jo tykke bøger, jeg skriver. Morganas Kilder fylder næsten 1200 sider fordelt på tre bøger. I gennemsnit tager det mig nok ca. 1 – 1½ år at skrive en bog på de ca. 350 sider.

 

Er du i gang med at skrive flere bøger?

 

Jeg er i gang med en ny roman, som også er fantasy. Ligesom i Morganas Kilder er universet nordisk med landskaber, skikke og overtro, som vi kender dem fra vores breddegrader. Også her trækker jeg brudstykker af gamle sagn om overnaturlige væsner ind i fortællingen, og i denne roman er en af de vigtige personer kendt fra en ganske bestemt egn i Danmark.

 

Har du altid gerne ville være forfatter?

 

Det er ikke et mål, jeg tidligt har været bevidst om, at jeg havde. Det er først nu, hvor jeg er blevet forfatter, at jeg tænker tilbage og forstår, at jeg altid har kredset om selv at digte historier. Allerede før jeg begyndte i skolen, lærte min storesøster mig at læse og skrive. Jeg elskede at læse, og jeg har meget tidligt kunnet tage en bog ned fra hylden og læse den. Mit hoved har altid været fuldt af historier, som jeg har gået og digtet på. I skoletiden skrev jeg noveller og digte – og også skuespil, som klassen opførte. Det lyder måske lidt sjovt, men jeg har altid troet, at alle mennesker render rundt med hovedet fuldt af historier, som de har lyst til at skrive ned. Jeg forstod ikke, at det var mig, der måske havde meget let ved at komme ind til mine historier og få dem skrevet ned. Jeg blev klar over det, da en af mine venner, som er en meget dygtig journalist, en dag blev spurgt, hvorfor han dog ikke også skrev nogle bøger. Han svarede: ”Det kan jeg ikke. Der er ingen bøger i mig.” Jeg blev så overrasket, for sådan kunne jeg ikke selv have svaret. I det øjeblik gik det op for mig, at ”der er bøger i mig.” Og jeg lovede mig selv, at jeg ville begynde at skrive for alvor.

 

Kunne du godt tænke dig, at dine bøger blev filmatiseret?

 

Der er mange, der har spurgt mig lige netop om dette. Og svaret må blive ja. Jeg ved godt, at mange af de film, der er baseret på romaner, tit bliver en skuffelse, fordi det ikke er muligt at få alle detaljer fra bøgerne med i en film. Filmen kan kun blive et ekstrakt af bogen, og så gælder det selvfølgelig om, at det er de rigtige scener og den rigtige stemning, der kommer med i filmen. Morganas Kilder har jo et meget detaljeret univers, men ikke mere end fx Ringenes Herre. Og netop Peter Jacksons filmatisering af Tolkiens bøger er efter min mening geniale, fordi stemningen fra bøgerne er med hele vejen igennem. Også selvom mange af bøgernes scener er skåret væk og enkelte personer endda har fået nye roller. I de rigtige hænder … og hvis jeg selv må skrive med på filmmanuskriptet, ja så vil jeg glæde mig til at se Elycia, Virtus, Illiander, Scarpia, Sniff, Snurre og alle de andre personer bevæge sig rundt i Morgana på et stort filmlærred.

Tilbage