Bag om Morganas Kilder

Vi nordboer beh√łver ikke at g√• over √•en efter vand!

 

Der kommer så meget fantasylitteratur til os fra udlandet, og det er, som om den nærmest har taget patent på sine landskaber med drager og dværge og alverdens andre væsener. Det er der ikke noget galt i. Forfatterne bruger jo bare af det stof, de selv er vokset op med. Men i Norden har vi en lige så fornem tradition for at berette om de overjordiske og underjordiske og alt det, der er midt imellem. Fortællinger vi selv er vokset op med.

 

Vi skal ikke l√¶ngere tilbage end til Romantikken, den danske Guldalder, f√łr vi finder en ren guldgrube af sagn fulde af lindorme, mystiske ravne, nisser, lygtem√¶nd, elverfolk (lysalfer og svartalfer, s√• kan man selv v√¶lge), mosekoner, mosefolk og v√łlver med lange, magiske stave. Og mange af os bliver stadig grebet af fortryllelse, n√•r hyldens duftende blomster st√•r selvlysende i midsommernatten.

 

I Morganas Kilder har jeg taget udgangspunkt i den danske Guldalder (ca. 1800 ‚Äď 1850) og hentet inspiration fra b√•de musikken, digtningen og balletten, der alt sammen kredsede om naturen som et levende v√¶sen.

 

Det er de danske landskaber, jeg beskriver, og hvor det passer ind i fort√¶llingen, er de, ligesom i Romantikken, gjort st√łrre, h√łjere og voldsommere. Vore gr√łnne, lyse b√łgetr√¶er bliver i mange af f√¶drelandssangene beskrevet som enormt h√łje og med v√¶ldige kroner, der ligefrem kan spejle sig i b√łlgen bl√•. Disse n√¶sten magiske b√łgetr√¶er optr√¶der i Morganas Kilder og bliver kaldt himmelb√łge. Deres v√¶ldige kroner danner kuplerne i de store sale hos elverkongen i det nordiske rige, der (naturligvis) har f√•et navnet Sj√łlund.

 

De mange morgen‚Äď og aftensange fra tiden er fulde af billeder, der giver naturen sit eget v√¶sen. Man kan jo ligefrem se det, n√•r solen g√•r ned: Der st√•r et slot i Vesterled, t√¶kket med gyldne skjolde.

 

Navnene p√• steder og personer er til dels konstruerede, men ogs√• genkendelige: Vesterled, √ėsterled, Bloster, Klinteskoven og Ravnsherred er navne p√• nogle af egnene i Morgana. Morgana selv ‚Äď troldkvinden eller feen ‚Äď er blevet brugt som magisk skikkelse i utallige danske guldalderdigte. Hun er ikke bare kong Arthurs farlige s√łster. I Ingemanns digtcyklus om Holger Danske, h√łrer vi om heltens rejse til den sk√łnne Morganas slot. Ogs√• H.C. Andersen bruger Morgana og hendes skyslot i flere af sine eventyr, blandt andet i ‚ÄĚDe vilde Svaner‚ÄĚ. S√• derfor faldt det mig helt naturligt at tilegne Fata Morgana hele det fantasiland, der er opst√•et med guldalderdigternes billeder som inspiration.

 

De magiske v√¶sner er hentet fra den nordiske natur og de nordiske sagn: Der ligger en slumrende lindorm under Morganas yderste gr√¶nse, i Ellemosen med de sorte moseege hersker mosekonen Muri og brygger sit mosebryg. Der er sm√•, rare st√łvlenisser og ondskabsfulde lygtem√¶nd, der er katte, svaner, ravne, r√¶ve, losser, ellekrager og en dueh√łg.

 

Balletterne Sylfiden og Et Folkesagn af August Bournonville har ogs√• givet mig inspiration. Sylfiden, der er en luftalf, er nok det n√¶rmeste, vi kommer forestillingen om en nordisk, alfelet elverpige. Fra balletten har jeg l√•nt navnet Effie (James‚Äô forlovede, som bliver svigtet til fordel for Sylfiden) til en svartalf, der forelsker sig i Hr. Oluf. I Et Folkesagn, der blandt andet handler om skiftinger og om troldfolket i troldh√łjen, som ‚ÄĚbjergtager‚ÄĚ menneskene, hedder troldkonen Muri, og fra hende har min mosekone l√•nt sit navn. I Morganas Kilder bor Muri i mosen, Ellemosen, sammen med sine svartalfer og store, plumpe mosefolk, hvor hun brygger en stinkende, magisk bryg i sin sorte gryde. Heksen i Sylfiden brygger for √łvrigt ogs√• et giftigt bryg i sin sorte gryde, s√• det sl√łr, som hun gennemv√¶der i brygget, stryger sommerfuglest√łvet af Sylfiden, s√• hun d√łr. Fr√¶kt har jeg l√•nt fra den scene til at lade noget lignende ramme Elycias elskede l√¶remester, elverkongens s√łn, Illiander.

 

Niels W. Gade skrev ogs√• i Romantikken sin korfantasi Elverskud, som handler om den unge ridder, Hr. Oluf, der er forlovet med den lyse Ingelil, men ogs√• beg√¶rer elverkongens datter. Natten f√łr sit bryllup rider Hr. Oluf i skoven for at se elverpigerne, men da han ikke t√łr danse med elverkongens datter, bliver han ramt af pigens vrede, og han falder d√łd om, da han kommer hjem. Det er den dramatiske morgen, koret synger den ber√łmte, fredfyldte morgensang ‚ÄĚI √łsten stiger Solen op‚ÄĚ.

 

Der g√•r mange sagn om riddere som Hr. Oluf, der ikke kan v√¶lge mellem det virkelige liv og dr√łmmen. I nogle af sagnene bliver ridderen ikke dr√¶bt (elleskudt) af svartalferne, men andre frygtelige ting kan overg√• ham. F.eks. at han efter √©n nat tr√¶der ud af dansen og opdager, at der for ham er g√•et hundrede √•r. I den skikkelse, som et ensomt, h√¶vngerrigt og hadefuldt menneske, optr√¶der Hr. Oluf som en af skurkene i Morganas Kilder.

 

Skuespillet Elverh√łj af Johan Ludvig Heiberg og med musik af Fr. Kuhlau stammer ogs√• fra Guldalderen. I stykket er det blandt andet en spektakul√¶r fingerring, der spiller en vigtig rolle, og derfra har jeg f√•et inspiration til Elycias egen fingerring og hele forestillingen om elverkongen, der regerer over skoven, sk√łnt de f√¶rreste mennesker har set disse v√¶sener.

 

Solen, månen og stjernerne spiller også en stor rolle i Morganas Kilder. Folk i Morgana kan f.eks. tale med hinanden gennem stjernerne ved hjælp af små ædelsten de lægger i figurer magen til udvalgte figurer/konstellationer på himlen. Og de kan på magisk vis få stjernerne til at blinke med morsesignaler, så blinkene kan aflæses af folk både i Morgana og i vores egen verden, Midgård.

 

Men √©n ting er de nordiske sagn og myter. Morganas Kilder er selvf√łlgelig ogs√• en selvst√¶ndig fort√¶lling i sit helt eget univers, der f√łlger sine egne love og er fuld af dramatik, mystik og g√•der, der skal opklares. Fort√¶llingen foreg√•r b√•de i et fantasyunivers og i en moderne virkelighed, og jeg har bestr√¶bt mig p√• at g√łre Elycia og de andre personer nutidige og vedkommende for de unge l√¶sere.

Tilbage